Om Vrads Destilleri
Vrads Destilleri er et familieforetagende som blev til i sommeren 2020 og når der er allermest travlt er det hele familien på 6 der er i gang med destillering, flaskning, pakning og forsendelse.
Destilleriet er beliggende i bakkerne lige uden for Vrads. Det gamle banelegeme, nu kaldet naturstien, er vores nabo og rammerne i Vrads Destilleri er resterne fra et tidligere dambrug der efter en større naturgenopretning byder dig velkommen med skov, enge, åløb og søer, isfuglens sang, odderens plasken og fiskehejrens årvågne blik.
Bag Vrads Destilleri står Marie Brinkgaard og Kristoffer Falk Qvist, som er partnere i livet og nu også i Vrads Destilleri. Visionen er, at producere gin af høj kvalitet som kan nydes single on the rocks eller i skønne drinks.
Kristoffer er uddannet ingeniør og har en naturlig interesse for det tekniske og sørger for at gæringstankene bobler og at destilleringsapparatet laver ren alkohol med de rette procenter. Marie er æstetikeren og sætter barren for både smagsoplevelsen og for det visuelle indtryk. Hun udvælger, afmåler og sammensætter botanicals der giver The Gin sin unikke næse og smag. Sammen destillerer vi gin af høj kvalitet, med tydelig smag af de klassiske ginbotanicals, enebær og korrianderfrø - med gin fra Vrads Destilleri vil man aldrig være i tvivl om, at det er gin man drikker - vores gin er til nydelse og etiketdesignet er klassisk med et moderne tvist.
Med venlig hilsen Marie & Kristoffer, Vrads Destilleri.